mandag den 26. marts 2012

Alt-mulig gærdej

500 g hvedemel
75 g margarine
50 g gær
1 æg
2½ dl mælk
1 spsk sukker
1 tsk salt

Lun mælken og smulder gæren her i. Lad det stå og hygge sig imens du finder resten af ingredienserne. Tilsæt resten af ingredienserne, når gæren skummer op og er opløst i mælken. Hold lidt af melet tilbage og ælt/plæver rundt i dejen, så gæren bliver motioneret inden den æltes til en fast dej. Dejen skal kun hvile et kort øjeblik før den er klar til at blive maltrakteret. Lav boller (eller andre festlige ideer) og lad dem hæve mens ovnen varmer op til 220 grader. Pensl evt. med hvad du lyster og bag i ca. 10 min.

Hvidløgsknuder og et par af deres bollevenner ;-)

Så kommer vi til alle de sjove ideer:

Pølsehorn: Rul dejen ud og skær trekanter ud. Pensel med ketshup ( i den brede ende ), påmonter en pølse og rul dejen sammen.

Sådan skal hvidløgssmørret fordeles.
Hvidløgsknuder: Rul dejen ud til en rektangel. Smelt 50 g margarine. Rør grov salt og presset hvidløg efter lyst i margarinen. Smør blandingen ud på dejen i en stribe i midten af det korte led. Fold siderne ind over så dejen ligger i 3 lag. Skær tynde strimler og vrid dem indtil dine arme ikke kan mere. Bag og nyd !

Grovboller: Erstat 100-200 g hvedemel med andet grovmel. 5 kornsblandingsgrød kan også blandes i for boller med mere bid i.

Kanelsnegle: Rul dejen ud til en rektangel, smør med remonce af 100 g margarine, 100 g brun farin og kanel. Rul sammen til snegle og fold yderste flap ind under, så du ikke skal fange sneglene senere.

Pizzasnegle: Same procedure as last. Dog med ketshup, skinke og ost som fyld.

Brunsvigerboller: ´Tryk et hul i de færdighævede boller, så der kommer en fordybning i midten af bollen. Fyld med remonce af 1 del smør og 1 del brun farin.

Amo's kære fødselsdagsbog har mange flere ideer, og det er bare fantasien der sætter grænser.

Kardemommeboller, chokoladeboller, rosinboller, miniburgerboller osv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar