Viser opslag med etiketten småkager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten småkager. Vis alle opslag

tirsdag den 4. december 2012

Donna's nemme pebernødder

 Opskrift:

250 g blødt smør
250 g sukker
2 æg
skallen af en appelsin
saften af ½ appelsin
550 g mel
2 tsk bagepulver
½ tsk stødt kanel
½ tsk stødt kardemomme
1/4 tsk hvid peber

Rør smør og sukker godt sammen. Rør æg, appelsinskal og saft i.
Tilsæt de tørre ingredienser og ælt dejen glat og smidig. Tril dejen til pølser og skær i passende stykker, der trilles til kugler.

Bages 12 min ved 200 grader.
(1 portion bliver til ca. 3 plader, alt efter størrelsen af pebernødderne.)


lørdag den 1. december 2012

Brunkagemænd (massakren)

Jeg har en svaghed for sjove småkageudstikkere, og det udmundede i et sødt lille sæt sidste år. Det kommer der nu søde/halvdøde kagemænd ud af.
Sådan ser det ud, når kagedamen er kageglad ;-)

Opskrift på (lidt bløde) småkager/brunkager:

250 g sirup
125 g farin
125 g smør
2 tsk potaske
1 spsk vand
2 tsk nelliker
1 tsk kardemomme
1 tsk kanel
ca. 500 g mel

Smelt sirup, farin og smør ved lav varme. Rør potasken ud i vandet og rør det i sirupblandingen. Lad siruppen afkøle. Tilsæt krydderierne og derefter mel lidt ad gangen. Ælt dejen godt sammen og læg den på køl i 1 døgn.
Rul dejen ud (hjælper at bruge mel) og udstik med de sejeste forme du kan finde.
Bag kagerne ca. 5 minutter ved 200 grader

mandag den 19. november 2012

Sukker småkager

Her er nogle gode og alsidige sukkersmåkager, jeg har lavet. Ingredienserne tager ikke lang tid at røre sammen, og småkagerne kan bruges til mange formål og med forskellige smag.
(Kunne jo hænges på juletræet, eller laves til en sjov gave med icing-pyntede småkager)


Fundet HER

200 g blødt smør
200 g sukker eller flormelis
1 stort æg
400 g mel
Smagsvarianter:
  • 1 spsk vanilliesukker
  • 1 ps brunkagekrydderi
  • reven skal af en økologisk citron eller appelsin
  • erstat 50g af melet med kakao
Sigt flormelis i en skål, rør ægget i og tilsæt "smagen".
Sigt mel skiftevis med smør i tern og ælt det færdig på bordet, når det ikke kan røres mere sammen.
Dejen skal hvile 1½ time i køleskabet, inden det kan rulles ud og stikkes ud til sjove figurer.
Bages ved 175-200 grader i 10-15 min. Hold øje med småkagerne, så de ikke bliver brændte.

lørdag den 20. oktober 2012

Medaljer og Marcipanstang

Efter at have set en masse af Mette Blomsterberg udsendelser, måtte jeg lave noget af det. Kæresten havde været tvangsindlagt til nogle af afsnittene og han forelskede sig i medaljer med flødeskum, vaniliecreme og marmelade.

Opskriften kan findes her og kræver lidt tid og planlægning, men er også det hele værd. Hjemmelavet vaniliecreme og mørdejsbunde... Mmmm.


I samme uge som medaljerne blev planlagt, havde jeg en umådelig lyst til at lave noget med marcipan. Det blev til en god gammeldags marcipanstang med gærdej, vaniliecreme og revet marcipan. Den smager helt fantastisk når den lige er kommet ud af ovnen og stadig lun, men kan godt blive lidt tør efter et par dage, da gærdejen suger vaniliecremen.

Da marcipanstangen kom ud af ovnen, blev det hele anrettet og så tog vi til eftermiddagskaffe hos venner. Så er man mere end velkommen når man står med sådan en portion :-)

tirsdag den 1. maj 2012

Chokolatechip cookies

Hos The Vintage Hausfrau har Julie en rigtig nem og lækker opskrift på cookies. Den skulle prøves og nøj hvor er den nem. Jeg får 36 stk på str. med min håndflade og det er passende størrelse til mig.


De skal nok selv komme ned i facon !

200 g ægte smør, blødgjort
200 g brun farin
100 g hvidt sukker
2 æg
2 tsk vaniljepulver
200 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1 tsk salt
150 g havregryn
200 g hakket chokolade
Evt. 100 g. hakkede nødder


Lækker lækker lækker !

Tænd ovnen på 165 grader.
Rør smør, farin og sukker godt sammen. Pisk æggene i et ad gangen og rør derefter vaniljen i. Bland mel, bagepulver og salt og tilsæt det til blandingen. Til sidst røres havregryn, chokolade og evt. nødder i. Lav kugler og placer dem på en bageplade med god plads imellem hinanden.
Bag  i 12-15 min. Lad dem køle af 5 min på bagepladen, inden de flyttes over på en rist til de er helt afkølet.


PS. Absolut vanedannende, så vent med at smage til de er kølet af og resten af familien har fået :-)